Mikrosklerosering er en metode til at fjerne eller reducere karsprængninger på benene. Behandling foregår som små indsprøjtninger af en væske, Aethoxysclerol, i karrene, der irriterer karvæggen således, at karrene lukkes, hvorefter de blegner og forsvinder. Væsken bliver herefter absorberet af kroppen ligesom et blåt mærke, hvorfor der kan ske en tydeligere misfarvning af de behandlede kar umiddelbart lige efter behandlingen. Der kan gå 2-6 måneder før det forsvinder helt og afhænger af karrets størrelse. Når karrene er behandlet, kan disse ikke komme igen. Der kan dog springe nogle andre kar i andre områder.
Man kan efter flere behandlinger forvente en reducering af kar på benene på 70-80 %. Nogle forsvinder efter første behandling, andre kræver en behandling mere. Man skal regne med i alt 2-4 behandlinger i samme område.
Efter behandlingen anbefales der en komprimerende støttestrømpe. Støttestrømper kan købes på apoteket. Disse skal først tages på efter behandlingen og hver dag i samme uge for at opnå de bedste resultater. De skal ikke benyttes, når du går i seng. Strømperne bør være selvsiddende graduerede kompressionsstrømper klasse 2, som dækker fod, læg og lår.
Solbadning og solarium skal undgås i 30 dage efter behandlingen. Hvis du opholder dig i solen, bør du benytte solbeskyttelse med faktor 50 flere gange dagligt.
Det frarådes at dyrke sport i 1 uge efter behandlingen. Dog anbefaler vi en gåtur på ca. 30 min. lige efter behandlingen og hver dag i samme uge for at opnå de bedste resultater.
Inden selve behandlingen udføres kræves der en forundersøgelse hos vores læge. Herefter skal der gå minimum 48 timer inden selve behandlingen kan og må udføres af en af vores sygeplejersker.
OBS! Vi behandler ikke folk med:
- Sukkersyge (ustabil)
- Hjerte-karsygdommer
- Gravide eller ammende
- Folk med allergi overfor stoffet Aethoxysklerol
- Åreknuder i området. Disse skal først fjernes
- Blodfortyndende behandling